Gå til sidens indhold

Praktikant til Organisation og Uddannelse

Bliv praktikant hos Socialdemokratiet

Drømmer du om en fremtid på Christiansborg eller i centraladministrationen? Og har du en god sans for organisationsudvikling, uddannelse og digital omstilling?

Så er du måske morgensdagens organisationskonsulent i Socialdemokratiet og en oplagt kandidat til vores praktikprogram med en erkendtlighed på op til 18.000 kr.

Praktikforløb helt tæt på den politiske magt

Som praktikant i Socialdemokratiet står du over for et intenst semester i praktik med et væld af unikke oplevelser og erfaringer fra Christiansborgs korridorer og et netværk, som du vil have gavn af resten af din professionelle karriere.

Du skal være forberedt på en stejl læringskurve og på at lære fra de bedste i branchen. Christiansborg er et sted, hvor tingene går stærkt, og hvor du finder de dygtigste mennesker inden for politisk analyse, kommunikation, kampagne og organisationsudvikling.

I Socialdemokratiet har vi det seneste år gennemgået en større digital omstilling i vores praksis knyttet til vores interne uddannelse og vores medlemsaktiviteter. Det kommende år vil vi fokusere på at evaluere- og videreudvikle denne omstilling. 

Der er fokus på din udvikling

Praktikforløbet bliver skræddersyet til dig og din uddannelsesprofil. Du bliver en del af Socialdemokratiets Partikontor på Christiansborg, hvor du får tilknyttet en vejleder, som vil være en organisationskonsulent fra afdelingen Organisation og Uddannelse. For os er det vigtigt, at du under praktikforløbet får erfaringer og tilegner dig praktiske evner, som du ikke ville få på et almindeligt semester på studiet. Der lægges hos os vægt på, at dine opgaver er alsidige, lærerige og har relevans for din uddannelse.

I løbet af din praktikperiode vil du deltage i udvikling og eksekvering af det organisatoriske arbejde i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget. Det indebærer eksempelvis intern uddannelse af kandidater og kampagnehold, udvikling af samtalekampagnematerialer, koordinering og afholdelse af online og fysiske arrangementer med politikere, ministre og medlemmer af Socialdemokratiet.

Målet med praktikantforløbet er at klæde dig godt på til en fremtidig karriere i en politisk organisation eller en større virksomhed.

Der er to praktikforløb årligt:

  • Efterårssemestret (august til februar, 6 mdr.)
  • Forårssemestret (februar til juli, 5 mdr.)

Ansøgning

Ansøgningen sendes til s.praktikanter@ft.dk. I emnefeltet skrives navnet på afdelingen samt det ønskede semester, f.eks.: ”Organisation og Uddannelse, efterår 2021”.

Ansøgningen samles i én pdf indeholdende:

  • Motiveret ansøgning (beskriv gerne dine politiske interesseområder)
  • CV
  • Karakterudskrift
  • Relevante anbefalinger, udtalelser og referencer

Det er en forudsætning, at praktikforløbet kan meritoverføres til en relevant videregående uddannelse. Der vil være mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamener og universitetsopgaver.

Ansøgningsfrist

  • Efterårssemestret 2021: 30. april 2021
  • Forårssemesteret 2022: 31. oktober 2021

Ansøgninger modtages løbende, og der vil løbende blive afholdt samtaler.

Netværk og socialt sammenhold

Du bliver en integreret del af det socialdemokratiske hold, der til dagligt er med til at forme fremtidens Danmark med afsæt i partiets mål og visioner. Som praktikant bliver du automatisk medlem af Socialdemokratiets studenter- og praktikantforening ”S-tudenter”, der er drevet frivilligt af partiets studenter og praktikanter.

Som praktikant bliver du også en del af Socialdemokratiets alumnegruppe, som består af nuværende og tidligere praktikanter. Her vil du løbende blive inviteret til alumnearrangementer, netværksmøder, sociale events og andre arrangementer i Socialdemokratiet.

Viewport Edit